søndag den 12. november 2017

Bid for Bid af Designpapir #3

Så er det atter blevet tid til en gang "Bid for Bid af Designpapir". Lige nu er det højsæson for fremstilling af årets julekort, så vi skal da selvfølgelig ryste en masse jule inspiration ud af ærmet denne gang. Derfor har jeg fundet en af mine ældste 6x6 designblokke frem for at få taget kål på den i bedste julestil. Vær forberedt på at blive SPAMMET med reste-inspiration ;)


Motto'et for "Bid for Bid af Designpapir" serien er:
"Få brugt så meget som muligt og lad designpapiret komme til sin ret".

Denne gang har jeg haft gang i nedenstående designpapir blok fra Basic Grey. Måske nogen af jer kan genkende denne gamle sag? I ser diverse rester fra blokken spredt ud. Derudover havde jeg også en lille pose med endnu mindre rester. 


Lad os komme i gang med arbejdet :)


Her starter vi med Julekugle temaet. En doily kant cirkel die er vupti blevet til en julekugle ved at tilføje den lille sløjfe. For lidt ekstra detaljer, har jeg brugt en anden die til at lave cirklen med de små huller.

Ved at tilføje den lille sløjfe ændre kortet sig fuldstændigt. Nogle gange skal der så lidt til :)


Lad os bytte julekuglen ud med nogle julegaver. Det er faktisk ganske simpelt at lave kort med julegaver på. Blot man har en firkant/kvadrat og nogle strimler papir.

Her har jeg pyntet gaverne med en stor 3D sløjfe. For at sløjfen skal holde lidt på sin 3D facon, har jeg puttet et par 3D puder indeni sløjfen. Så undgår man at den bliver trykket helt flad i posten.


Julen er hjerternes fest, så vi skal da selvfølgelig også bruge masser af hjerter. Der er faktisk en kæmpe fordel ved hjerter, da de kan bruges i alverdens størrelser og dermed er perfekte til papir rester.


Her har jeg brugt lag-på-lag looket. Jeg har været meget bevidst om, at jeg skaber mest ro på kortet ved at blande mønstret designpapir med ensfarvet karton. Særligt, når det ene designpapir er lidt "vildt" i mønstret - her det øverste hjerte.

Princippet er fuldstændigt det samme for nedenstående kort.


Den lille sløjfe fra julekuglerne gør sig også super godt her på nogle hjerter. Det bliver lige den tand ekstra julet ved at sætte en lille sød sløjfe på.

Bemærk at jeg på kortet til højre har placeret 2 røde strimler karton på skrå af kortbasen. Endnu en detalje til at få brugt lidt af de lange strimle-rester.


Og nu til den helt store hjerte fest. Denne vil jeg kalde en klassiker. Her har jeg fået brugt en masse små rester, hvilket er perfekt.


Men vi slutter ikke med hjerterne endnu. Hjerterne skal vi selvfølgelig kombinere med lidt kant-dies, så vi kan få brugt lidt af de mellemstore stykker rester fra 6x6 blokken.


Og selvfølgelig kan man bruge alt muligt andet end hjerter. Her har jeg også sneget et par snefnug ind.

Bemærk, at kortet ovenfor til højre er lavet uden kant-dies. Man behøver nemlig ikke eje nogen kant-dies for at være med her. Her er kortet lavet helt uden noget fikumdik. Alternativt kan bruges mønster-sakse og kant punches, hvis man ejer sådanne.


Lad os slutte af med nogle kort, som falder lidt uden for kategori. Til trods for det, så er de lige dejlige :)

Nedenfor har jeg brugt samme layout som ovenfor, men blot vendt det horisontalt.


Så er der lige de der forbistrede svære små rester til sidst. De sidste 2 kort er lavet ud af de stumper. Jeg har gjort mit bedste for at skabe et spændende layout og look.

Nedenfor ved at vende firkanterne på højkant og smækket et hjerte i midten.


Det sidste kort er et klart eksempel på brugen af de små stumper af strimler. Her har jeg lavet mit eget mønster af blandede stumper strimler. I midten har jeg tilføjet en firkant i grønt designpair og ladet hjertet være Inlaid i midten.


Phew, det holdt hårdt med alle de stumper. Heldigvis har jeg kun minimalt med stumper tilbage. Nedenfor er resterne, som røg i skraldespanden til slut.

Til kortene har jeg tilføjet lidt kraft og rødt karton og noget bronze farvet designpapir og selvfølgelig kortbaserne. Ellers er alt andet rester fra 6x6 blokken.


For sjov skyld tog jeg et billede af alle de dies, som jeg har brugt til disse kort. Men husk, at man ikke behøver eje alle disse dies for at kunne lave lignende kort. Man kan komme meget langt med saks, skalpel og punches.


Det var "Bid for Bid af Designpapir" for denne gang. Håber I kan bruge lidt af det til årets julekort produktion eller for den sags skyld til Valentines.

Kreative CAS hilsner,
Pia aka Pia's Creative World



10 kommentarer:

Ruth Tingleff sagde ...

Sikke fine julekort. Tak for inspiration 😊

Annette / aka sagde ...

Wauw. Sikke fine kort med det lækre papir. Sikke inspiration. Så er der ingen undskyldninger for ikke at kunne finde på. Tak for det Pia.

Dortesjs sagde ...

Sikken en fin inspiration, rigtig flotte kort

Charlie sagde ...

Tak for det FEDE indlæg Pia. Jeg skal stå for året jul med ungerne på jobbet, så super ,de nye ideer. Rester har jeg jo nok af.

Marianne Brødbæk Møller sagde ...

Hvor er de fine, tak for inspiration til at få brugt rester 😊👍🏻

Unknown sagde ...

Her gik jeg lige og troede jeg var færdig med at lave julekort for i år... tak for denne ide, den skal da straks afprøves.

Mette sagde ...

Tak for herlig inspiration :-)
Jeg tror det skal være tema for årets jule-scrap-afslutning.

Margit sagde ...

Nøøøjjj....
Sikken en masse lækre julekort.
Tak for en mængde inspiration, Pia.
Året er godt nok i hus.... men der kommer vel en jul til om et års tid...
Og masser af gode idéer til SOLDATERKORT

TAK - TAK - TAK

Lisbet M sagde ...

Hold da op, hvor er det fint og enkelt. Der er vist nogle ideer, der skal afprøves i aften!

Sivsko sagde ...

Det er da helt vildt så mange kort du har fået lavet